Den hvide plet i mængden

Aileen gik gennem myldret på den fyldte gade, med den hvide kappes hætte trukket godt ned over hovedet, så den lige nøjagtigt skjulte de kønne, grønne øjne. Hendes slanke figur kunne nemt passere mængden af mennesker som alle have travlt med at komme flere bestemte steder hen. Hun stoppede op, stod et øjeblik og kiggede rundt, tøvende. Hvad lavede hun egentlig her?

Går med bøjet hovede og hastige skridt med menneskemængden, mine hænder knuger jeg mod min mave.. Det er ikke til at sige, hvor længe jeg har kæmpet mod panikken, uvidenheden og den del af mig, der vil til at anderkende jeg intet kan huske - End ikke mit eget navn.. Jeg ved ikke hvem jeg er, hvor jeg kommer fra, hvorfor jeg blev fundet i skoven og hvad jeg skal til.. Desperat kæmper jeg mod de forrædderiske tårer, der truer med at glide ned af kinderne og lade mig falde dybt ned i et sort hul uden lys..
Det kulsorte hår svinger omkring mit ansigt, og jeg ser hende ikke, før jeg nærmest braser ind i hende...

Hun væltede forover, og nåede lige at gribe ud efter personen foran hende, inden hun landede på næsen. Det chokerede skrig havde fået nogle til at stoppe op for at finde ud af hvad der skete. Der i blandt den store, lettere muskuløse mand foran hende. Han kiggede overrasket ned på hende - den unge kvinde som pludselig lænede sig op af hans brystkasse. "Hvad i..?"
Hun stirrede chokeret på ham, og vendte derefter hovedet for at se bagud, på den person som var gået ind i hende.

Aileens hvide hætte sad stadig hvor den skulle, tilpas ned over hendes kønne ansigt.

Bøjer uvilkårligt hovedet og forsøger så vidt muligt at undgå de granskende blikke mod os.. "Det må De.. virkelig undskylde.." siger jeg let, og forfærdelsen er ikke svær at spore i min stemme. Forsøger at smile let undskyldende til dem begge - Den unge kvinde med kappen og den betuttede mand, men det bliver blot til en mærkelig grimasse.

Hun kneb øjnene let sammen, og betragtede den kønne, unge kvinde som var stødt ind i hende. Hun vendte derefter hovedet, og så atter op på den forbavsede mand. "Undskyld..."
Han gav hende bare et varmt smil og rystede på hovedet. "Det er i orden"
Hans stemme var dyb og myndig, men alligevel varm.
Hun trak sig væk fra ham, så han kunne komme forbi, og fortsætte sin gang.
Aileen betragtede kvinden foran sig, med hovedet lagt let på skrå. Hun smilede venligt til hende og sagde blot "De er tilgivet. Det var trods alt kun et uheld?"

// Sorry at jeg først svarer nu ^^''