Honningfarvede øjne genspejler sig også ..

Han betragtede let sine øjne, der gav genspejlning i vandet.
Et par ringe dannede sig på overfladen, da han lod en finger røre ved det.
Han var knuget af savn. Arwen, han vidste, hvor hun var, men ville fortryde, hvis han opsøgte hende..
Den ustyrlige lyst han havde lige nu, var ikke til at bære.

Sidder ved kanten af søgen, med knæene presset mod brystet og armene slået om mine knæ.. Knuger mine hænder hårdt sammen og fokuserer uafbrudt på mit spejlbillede.. Blikket der møder mig er et par mørke øjne, levende og lysende og lige nu fustrerede og tårfyldte.. Ansigtet er blegt og omkranset af et kulsort hår..
Jeg forsøger at huske - Huske hvem jeg er, huske mit navn, huske hvad der er sket, huske hvor jeg kommer fra og hvem jeg har kendt.. Forsøger at huske, hvordan jeg endte nedslået i skoven, midtmellem Dunark og Morlan.. Men jeg kan intet erindre..
Jeg må vælge at stole på de, der siger de kender mig - Men intet kan vække min erindring.. Knuger hænderne hårdere sammen så knoerne bliver hvide..

I et kort øjeblik, troede han lige, at det var hende. Men det var ikke Arwen, der mødte hans blik, da han kom nærmere på.
Det sorte, lange hår havde snydt ham, men da han skulle til at vende om, hørte han kvinden bryde i gråd..

Som jeg sidder der ved kanten, knuger mine hænder hårdt sammen og arrigt tørrer de forædderiske tårer bort med hidsige bevægelser, vugger jeg samtidig en smule frem og tilbage, så det sorte, glatte hår bølger elegant omkring mit hovede.. Som om jeg på den måde kan finde trøst - eller endnu bedre: Kan finde mig selv..

Det er altid svært at miste nogen man holder af . Endnu sværere at miste nogen, du
elsker så højt som hun elskede ham . Alting, verdenen, den blotte eksistens virkede så
gråt og så meningsløst, når han ikke var der. At vide at han havde forladt hende ,
valgt ikke at ville se hende længere, var den primære grund til at de isblå øjne nu
var fuldstændigt tomme. Forladte. Hun ænsede ingenting. Ikke lyden af den rislende
flod som hun sad ved, end ikke lyden af vindens blide rusken i træernes grene. Alt der
før havde betyder noget, var nu ingenting. Bare at tænke på ham, var nok til at få
det smertefulde hul i hendes bryst til at åbne sig på ny, og nu knugede hun endnu
hårdere sine ben ind til sig, som et plaster på såret . Kun ved ikke at vise nogen følelser ,
at gemme sandheden for sig selv, kunne hun undgå at bryde sammen .

Hans mørke øjne betragtede hende.. Blodlysten irriterede ham voldsomt, men ikke som når Arwen var i hans nærvær.
Men på den anden side.. De var helt alene ved breden.. Ingen ville kunne se dem, han stoppede. Nej, ikke flere ofre..

Jeg knuger hænderne sammen så hårdt jeg kan og forsøger af al magt at stå imod magtesløsheden, forvirringen, fortvivelsen, panikken og de forrædderiske tårer.. Jeg ænser ikke andet end det fremmede spejlbillede, og lægger derfor ikke mærke til skikkelsen, der er blot få meter fra mig.. Det ville jeg sikker alligevel aldrig have lagt mærke til - Ikke så stille, som han var..

Det var ikke svært at læse hendes tanker, overhoved.
En blanding af forvirring og perosnlighedsspaltning flød gennem mine tanker - såvel som hendes.

"Man er, hvad man vil." Sagde han så kort, med en stemme, der kunne få is til at smelte..

Venter mig i et sæt, da jeg pludselig hører en stemme bag mig.. Ser forskrækket mod en ganske smuk mand, der står lige bagved mig., "Jeg.. det.. - Hvad?" spørger jeg fortumlet, da jeg ikke forstår hvordan han kan sige sådan.. præcise ting til mig..

"Du ved ikke, hvem eller hvor du er?" Han skæver til hende med det intense blik.

"jeg.." føler mig overrumplet af hans viden, selvsikkerhed og hans ynde.. "Hvordan kan du vide.." udbryder jeg forvirret og virrer let på hovedet, så det sorte, glatte hår bølger elegant..

"Edward." Præsenterer jeg og undertrykker et smil.
Stilheden sænker sig over os, samtidig med vindens blæst fra kysten ..

"Hi Edward.. I'm.. I'm.." ser flygtigt op mod ham, som han står op og jeg endnu sidder ned med benene presset hårdt mod brystet.. Den tunge tåge slutter sig atter tæt om min erindring og jeg kæmper for at undertrykke følelserne..

Han stod kun ganske kort fra hende. Duften af blod trængte igennem hans lugtesans.

"I suppose, you don't even know your own name?" Han så roligt på hende.

Ryster langsomt på hovedet og knuger stadig benene mod mit bryst, stadig forsøgende på at benæægte allle de hårde følelser, der trænger sig på.. Følger ham med mine mørke øjne, uden at tage blikket fra ham, som jeg ellers ville gøre. Han virker på en eller anden måde underlig intens - anderledes..

//Iljana, er det bare mig, eller skal man ikke skrive i tredje person, datid? Altså istedet for, 'Jeg kigger-' så 'Hun kiggede-'? =) //

(( Jo, for sjørhen da, det må I undskylde.. :/ Er bare ikke vant til det, skal nok forsøge at huske det.. >.< ))

Hun slog endelig blikket mod joden, da han blot blev ved med at se så intenst på hende med et sådant gennemborende blik.. "Why.. why do you think so..?" spørger hun, uden at rokke sig ud af stedet, bange for at bliver overvældet af følelserne.

//Jeg vile bare lige minde dig om det //

Ser stjlent på ham igen.. Han virker.. for perfekt til at have det sådan.. Den tunge tåge trykker konstant mod min hjerne.. "But.. why..?" spørger jeg let og undrende og slår igen blikket ned.

Det var koldt . Meget koldt , og hvis hun ikke var så fokuseret på at tænke på noget andet
end ham , ville hun nok for længst have opdaget at hendes spinkle krop rystede , og noget
af den gåsehud der var begyndt at kravle op ad hendes blege arme . Vinden strøg ganske
lydløst hen over floden , dannede nogle små bølger , hev hendes sorte hår med på vejen ,
og efterladte ellers ingen spor . Hun bed sig i læben . Ingen spor .. Det bliver som om jeg ikke
eksisterer.. Armene knugede nu benene endnu hårdere ind til brystet . Hun kunne ikke tillade
sig at tænke på det . Allerede nu kunne hun mærke hvordan der blev revet i det hul hun
konstant prøvede at holde sammen på .

( Er vi sådan igang med en gengivelse af bogen eller hvad sker der..?;P )

{ Huh? Nej, det skulle jeg ikke mene xD Så skulle det være at jeg uvilkårligt kommer til at skrive udfra den, fordi den ligger indprentet i min underbevidsthed O_o }

( Jah okay.. Det virker bare sådan lidt.. "Arwen leger Bella og så snuper vi lige serien".. ;P Men det er nok bare mig.. ;P )