Sweet dreams

en svagt klunk lød fra hestens hove, hvergang den satte foden ned lød der et støvet dunk, vejen var lang og solen brændte, morgaine sad på sin hest. han engang fine rustning havde han taget af, det var simpelthen for varmt, den hang bagpå hesten i hans ransel. han var iført en lang blodrød skjorte og lærreds bukser, det lange hvide hår hang i en fin heste hale ned af ryggen, ansigtet var blegt og lyste imod solen, han kneb øjnene sammen, og sukkede. det var pokkers varmt. han havde redet i flere timer og alle var trætte. en sang i det fjerne fik ham til at standse hesten, en ung pige. i nærheden af et gammelt møj skur.....og en flod! vand! han sparkede hesten i sidderne, så den satte i galob. vinden blæste igennem hans hår. hvilken dejlig følelse. hvilken vidunderlig følelse, han slap tøjlerne og lod hesten gå det sidste stykke ned mod vandet, om det var grumset var ligemeget, han smilte og hoppede af, og PLASK! ah det var dejligt, at få kølet sin krop ned, om vandet var grumset var ligemeget. men aah.....søde drømme søde vand drømme

Lyn gik rundt med en spand med vand, og prøvede at vande de tørre ranker. Hun sang glad, og selvom solen brændte ned, havde hun ikke engang en hat på. Den tynde hørkjole stumpede alvorligt forneden, og ærmerne stoppede omkring albuerne, men un var ligeglad, og fortsatte bare til den næste plante. Lyden af en hest fik hende til at se op.
En person kom hurtigt ridende, Meget hurtigt. Lyn kunne ikke sige om det var en mand eller en dame, men da personen havde nået flode, så det ud som om personen kastede sig i vandet.
*Nå dada, der er vist en der ikke tager sig af slam* Tænkte hun muntert, og gik derhen imod. Hun skulle alligevel havde fyldt spanden op, så hvorfor ikke lige se hvem der kom på besøg?

han sukkede let, og mærkede hvordan hans sommervarme krop blev gennemblødt, han satte sig op i vandet. "hva" grinte han af hesten der havde stukket mulen i vandet. han smilte og vred sit hår og sin skjorte, hvorefter han kom på benene. han bandt snorren omkring hans hår op, og lod det lange sølv hvide hår falde, ned langs ryggen og ned på hans bryst, han strakte sig. og så rundt. "goddag" hilste han venligt, og løftede en hånd, tydeligvis ikke befibbet over situationen. han kløede sig let i håret, solen havde bagt ned hele dagen, han betraktede pigen. en rødhårdet? måske 15? nææ 16?i lidt underligt at hun rendte rundt her alene, eller måske havde hun msitet sin familie??
morgaine havde jo selv prøvet at miste, men det var ikke altid det var en dårlig ting, man fik oftest noget godt med på vejen, drømme had eller huske sætninger. ja den sidste passede ikke ind men den var god nok.

"Hejsa" Grinte Lyn glad. Hun så ned på manden og smilte muntert. Hun havde ikke så meget at sige... hvad skulle man? 'Hej, hvad laver du her?' Ej, alle havde da lov at være her... hun ejede det jo ikke... Eller jo, det gjorde hun jo, men bortset fra det...
"Nå, hvad laver du dernede?" Spurgte hun smilende, da hun sænkede spanden ned i floden og trak den nu fyldte spand op. Hun overvejede at vente på manden, men var lidt usikker, så hun stod bare og så på ham med et skævt smil. "Skal du have hjælp til at komme op?"

han trak foden op med et svup, og begav sig mod land, han grinte let og så på hende "køler af" klukkede han, "skal du have hjælp" spurgte han og nikkede mod spanden, det så ud til at hun havde lidt der skulle gøres, og derfor så kunne han vel ligeså godt hjælpe hende, han havde jo vadet ind på hendes grund, og så kunne han vel lige vande hendes planter. eller hvad det var...
hvad gjorde man som bonde? vadede de bare rundt på markerne? det havde han egentlig aldrig tænkt over, han havde altid tænkt for meget på hans egne problemer, han kløede sig i nakken, hvor et lille ar var, lige der hvor rygmarv mødte hoved, han afventede let hendes svar

En boblende latter kæmpede sig vej igennem hendes hals, og lyden af hendes latter var som tusinde små klokker. "Jeg har klaret det selv i et par år nu, men hvis du gerne vil så må du da gerne" Smilte hun, og begyndte at gå imod de mange ranker af umodne vindruer. "Hvis du helst vil afsted igen skal jeg da ikke holde dig tilbage, jeg skal nok selv klare det" grinte hun, og tog elastikken ud af sit lange hår, for at sætte det op i en ny og strammere knold.

han lo lidt, det var sandelig underligt at få et valgt, for en gangs skyld følte han sig godt tilpas, han fandt hurtigt to spande, og fyldte dem med grumset flodvand, hvorefter han begav sig efter hende, hans fødder dansede let og ubesværet over græsset, hvor inden han stoppede og badede en ranke i oseaner af vand, han smilte lidt.
"jeg har hele dagen," sagde han venligt, han plejede bare at ride rundt, fra sted til sted, uden noget egentligt formål, bare at komme væk, langt væk fra rammer og regler.

Lyn grinte let, og smilte. "Dejligt! Så får jeg nok også lidt selvskab." Hun tog og tømte sin egen spand over en plante, og så så meget intenst ned på en lille grøn spire med store udslåede blade. "Ukrudt." Mumlede hun koncentreret, men lyste så op i et stor smil. *nå ja, hvad skulle jeg ellers lave?* tænkte hun, og satte sig på hug. Hun to fat on den lille spire og rev til. Hun smed den hurtigt op i spanden, og rejste sig igen. Men hun satte sig dog helt ned bagefter. *Hvorfor ikke tage det hele nu?* Tænkte hun, med smilet, stdaig, klistret til ansigtet. Hun gik igang med at rive alle de små spire op, og spanden var snart halvt fyldt. "Hvad laver sådan en fin mand som dig helt herude?" Spurgte hun, og kunne ikke lade være med at le.
-Hun vidste ikke engang hvorfor.

han grinte, og kløede sig på halsen, "fin og fin....ebon slægten er en flok idioter" mumlede han forhadt, hadet og foragten var tydelig i stemmen. i hans tanker flakkede minder, en ung mand, morgaine, der lå på knæ foran sine forældre. "jamen jeg vil ikke giftes!! jeg elsker ikke cecilia......men marco!" hulkede han, og lagde sit hoved mod sine arme, uttalige tåre væltede frem, et sølv hvide skær gennem håret, og han gik ned mod floden, hvor spanden blev fyldt, og igen blev planterne vandet, på vejen fik hesten er kort klap. det var brand varmt, og det var ved at blive middag, den tid hvor normale folk ville spise. men denne tanke strejfede ikke morgaine, det eneste han havde i tankerne var at holde sig i gang. de søde drømme forsvandt, men det var lavet af dette, de var lavet af sorg til glæde, han huskede stadig hans fars lære sætning. "Morgaine glem aldrig din plads....nogen vil prøve at bruge dig du skal bruge dem nogen vil prøve at misbruge dig du skal misbruge dem" sætningen nagede sig fast, i hans underbevidsthed....han ville nok huske den til evig tid, og hvor han ønskede at han bare var en normal fyr, en normal fyr fra dunark..måske smed eller tømmer. hvor han kunne bestemme over sit eget liv og ikke skulle tvangsgiftes. men nu var verden så sådan, så han måtte gøre noget, han måtte nej, han skulle finde en brud og gerne i en helvedes fart. men.....tallte mænd som en brud?

"Hold da op, du ser anspændt ud!" Udbrød Lyn da hun så op efter ham, og udstødte en lav fløjten.
Hvad var det der havde gjort ham ked af det? Eller sur? Eller noget andet? Hun blev lidt utilpas, og kløede sig i nakken. "Ehm, jeg mener... Ebon... Ehh... Du... Er der noget galt?" Spurgte hun, og kom hurtigt på benene. Hun greb hurtigt spanden, og småløb efter ham. "Du, eh... kom her, lad os gå ind og spise noget mad... Du ser lidt... Fraværende ud." Sagde hun, og svævede et sted mellem overraskelse, og at prøve at trøste. "Den sidste spand." Sagde hun opmuntreneog hev en spand vand op.
Mad. Det måtte da kunne opmuntre ham! Der var jo ikke det mad ikke hjalp på! Især ikke humøret.
*Nå, hvad skal vi så spise?* Tænkte hun, og munterheden pressede sig igen på.

han stilte spanden på jorden og smilte, "fint fint" kom det langsomt fra ham. "Men mit navn er mor-ga-in-e" sagde han langsomt og tydeligt, han hadede navnet ebon. han havde for langt tid siden lagt det bag sig, der var for mange der kendte det navn, og ville få ham tilbage til sine forældre og det ville han ikke......han løftede en finger, "to sekunder" mumlede han og gik op til hesten. som han klappede på ryggen, han rodede lidt i side taskerne, og fandt et krid hvidt klæde. han gik hurtigt ned til hende igen, og rullede det ud, deri lå to røgede skinker og et halv spist brød. et svagt smil bredte sig over de blodrøde læber, samme farve som blod på stenene, efter en lang kamp, den blege hud og det sølvgrå hår stod i slående kontrast til disse, røde læber. "øh hvis du...er sutlen så kan vi dele?" sagde han. var det en undertone af forlegenhed?......

Lyn's øjne var næsten ed at trille ud af hovedet på hende da hun så maden. Tænk at en person ville ride rundt med så meget mad? Hvor længe regnede han lige med at ride rundt. "Jah..." Mumlede hun fraværende, men blev hurtigt sig selv igen. "jeg har da også noget..." mumlede hun, og vendte hutigt rundt.
De bare fødder klaprede mod den tørre jord da hun løb hen imod huset. Hun tømte indholdet af sin spand over en plante i forbifarten, og smed spanden ved huset da hun løb ind. Hun kom lidt efter ud igen. I sin ene hånd, have hun havde et halv brød der havde antaget en mistænkelig gul kulør, og i den anden havde hun en lille kurv med rosiner.
Den korte kjole dansede lystigt om hendes skæve ben, da hun sprang derhen imod. "Hejsa igen, Morgayné,"(Med vilje stavet forkert^^") Smilte hun, og satte sig hurtigt ned. "Men alså, hvad vil du så kaldes?" Spurgte hun hurtigt imens hun satte sig.

"morgaine" grinte han, "eller kald mig hvad du vil" kom det så langsomt derefter... han satte sig ned i det bløde græs, der var steg hedt, ikke en vind blæste ikke lavlandet, han tørrede en sved dråpe af panden, og bredte madklædet ud på jorden, han smilte, en tydelig gestus til at hun skulle sætte sig, men så...en svig brise blæste igennem landet, og fik vinrankkerne til at svage blidt i vinden. han følte sig næsten hjemme, men også kun næsten. colmonde var et land helt for sig selv, og han elskede det, hvis ikke det var fordi han var plaget af ægteskab. ville han aldrig have forladt det......men nu var verden sådan og han måtte få det bedste ud af det.

"Eeeeehm, okay, så vil jeg kalde dig Gayne" sagde hun muntert og smilte stort. "Og du må kalde mig hvad du vil, men de fleste kalder mig Niv, Lyn, Cyn, eller Lyng... Jeg regner ikke med at du vil høre alle mine ni navne... de er ret uinterresante" Sagde hun langsomt, og tog en rosin og proppede den i munden.
"Men det er da en dejlig dag idag! Solen skinner og varmer det hele! Så der er da ikke koldt." Sagde hun, med den stadige munterhed. Hun tog fødderne op til de modsatte knæ, så hun sad i skrædderstiling. Hun tog endnu en rosin i munden og nynnede en lalleglad melodi.
*Dagen er da dejlig! Solen har nok varmet jorden så meget op, at selv natten vil blive lun... Så vil det altså ikke gøre noget at døren og vinduerne trækker...så har jeg også mere tid til at få det lavet!* Tænkte hun entusiastisk, og strøg en vilfaren rød lok om bag sit ene øre.

lyng? som platen? hvilket sammentraf ..... et svag smil gled over hans røde læber, hurtigt trak han en kniv op af sit bælte, og med en bhændighed en fægte mester værdig, begyndte han at skære bød og kød i stykker. knvien var lavet af et sølv agtigt materialle, selve skaftet var rødt som hans læber og skjorte, kort efter lagde han kniven tilbage i skeden, han smilte let af hende, hvad var det der fik hende til at holde humoret oppe? have hun fundet hvad hun søgte her i livet? eller havde hun bare ingen bekymringer? eller var hun dum?? morgaine smilte "jamen fint lyng......har du altid bodet i det der?" spurgte han, og pegede på det usle skur,han rynkede let på næsen. men stadig på en drillende og pirrende måde, en måde der nærmest skreg at han havde noget i tankerne, og med morgaine.....var det ikke altid en god ting

Lyn kiggede bare på ham med et løftet øjenbryn og et let skævt smil.
"Neeej, jeg flyttede ind for to år siden... Men jeg har det bare med at priotere marken frem for mit hus." Sagde hun muntert, og havde med vilje brugt ordet hus. Et hus var et hus når det havde vægge, loft, og man kunne være der... Så i princippet var en stald jo også et hus... og et skur. Det var bare for det meste et hus for dyr.
Hun tog endnu en rosin, og kiggede tvivlende på de kødstykker han skar. Hvordan havde han dog tænkt sig at mad skulle kunne holde på længere sigt, hvis han regnede med at få spist to stykker på bare ét måltid?
Nej, hun forstod det ikke. Men der var jo så meget hun ikke forstod. Det skæve smil gik igen over i det store smil der nærmeest gik fra øre til øre.

han grinte let, "spis bare" klukkede han, han så over på huset.....det lignede mildt talt lort, i hans stille sind overvejede han hvad der kunne forbedres, han havde jo intet bedre at tage sig selv, og tøsen var jo sød nok og alt muligt, ja det var jo rigtigt hun var jo sød. han så på rosinerne, hvordan regnede hun med at blive med af det der? han begreb det ikke, han lod det ligge og greb et stykke kød og brød, tog en let bid af det, den salte smag af røget kød bredte sig langsomt. han strøj det sølvhide hår tilbage, det iriterede ham fordi det var halvvådt og dryppede ned på hans lår. men hul i det, han havde det fint, solen var varm og vinden frisk, han havde intet at beklage sig over. "hvis du vil kunne jeg hjælpe dig med huset" kom det frem mellem hans gnasken, "jeg har alligevel ikke meget andet at lave" det var ikke heeeeelt sandt, han skulle finde en brud. men det ville han blæse et godt stykke.

Lyn kiggede vantro på Gayne. "Ej... seriøst, det vil jeg jo ikke kunne betale tilbage..." Sagde hun med et beklagende smil. Hun havde jo ikke så meget at lave... døren skulle rettes til, vilduerne tættes, *Og pudses* og nogle af brædderne i trævæggende skulle nok rettes lidt... og taget skulle muligvis lappes og fortættes... Men ellers var alting jo fint! Hendes hest havde det fint udenfor, og hun slap jo for at lufte så meget ud, når luften selv kunne finde vej ind... Men hvis luften kunne komme ind, så kunne sneen også komme ind... den tid den sorg! Huste vr det jo, og indenfor havde hun jo en seng og bord og komode og lille madloft! Så alting var jo fint!
Lyn rakte ud og brækkede et lille stykke af det mistænkeligt gule brød og gulmede det langsomt.

morgaine grinte lidt over hendes ansigts udtryk, "hvad mener du?" grinte han, han havde da ikke brug for penge, han havde rigeligt der hvor han kom fra, så der var ikke noget at pive over der, og der var rigeligt med træer i lavlandet, så det skulle han nok klare, dog var det ikke af gavmildhed men af helt andre årsager, som kun morgaine forstod. men disse ville han nok aldrig fortælle.... han så langsomt på hende hår, uden rigtigt at vide det, forsvandt han lydløst ind i sukker søde dagdrømme, mens han foregav at iagte huset. var han langt væk i drømme. langsomt formede de blodrøde læber ord, de læber han gerne ville presse imod hende "men vi kan vel hurtigt finde ud af noget.....her er jo rigeligt med træer" hvad han ikke vidste var at disse sandsynligvis var en kortvarig forgribelse...........

Lyn grinte lidt. "Det kan være at der er mange træer, men hvis du hjælper mig så meget, så vil jeg jo ikke kunne give dig noget igen... Og hvis jeg ikke kan give dig noget igen for hjælp, kan man så overhovedet sige at jeg kan klare mig selv?" Spurgte hun, dog stadig med et let smil. "Ej, der er slet ikke så meget der skal laves! Jeg skal abre lige så druerne op at køre, og så skal jeg nok få lappet taget." Sagde hun entusiatisk og smilte fuld af iver. Hun tog endnu en rosin, og smilte stort.
Lyn gjorde mine til at rejse sig, og kiggede forventende op på ham. "Bare bliv siddende, jeg går bare ind og vasker ansigetet i mit vandfad... su kan bare vaske dit, hvis det trænger til det, når du er færdig."
Hun smilte let, og strøg igen den samme tøt om bag øret.

han nikkede let, "fint fint" kom det fra ham, han kløede sig svagt bag øret, og ryttede så maden sammen, måske var det på tide at komme videre? han overvejede kort at sadle op og ride derudoaf. men droppede det så, langsomt og med målrette skridt bevægede han sig mod huset, han lod fingeren løbe over træ værket og smilte, der var meget der skulle laves, men hun foretrak selv at gøre det. så han ventede

Lyn åbnede den skæve dør, og trådte ind. Det var da ikke så slemt?
Huset var meget meget småt, og i det venstre hjørne, stod en lavstammet seng. Der var et hjemmelavet quilttæppe på senge, og lige under tæppet lå en tyndslidt og en smule for kort dyne. Over sengen hang et maleri af en smuk gård, men en masse mennesker foran... Lyns familie. Senge stod med hovedegærret lige mod væggen, og fodenden stødte bogstaveligt talt lige op imod et stenfremspring, der var det eneste af huset der var lavet af sten. Det var den meget lille kamin, der havde en stenkam, så den ikke antændte noget.
Den anden ende af den lille kamin, stødte direkte ind i den skæve trævæg.
I det venstre hjørne, altså, lige når man kom ind af døren, stod et almindeligt bord, af almindelig størrelse, dog med et præ af hjemmelavet. På bordet stod en almindelig petroleumslampe, og to vokslys. Over bordet i væggen var et beskidt vindue, og rundt om bordet stod tre stole. Der var nok kun fem fod fra bordet og åbnigen til kaminen.
I det sidste hjørne, det venstre, stod en lille mørk komode. Den var af mørkere træ end resten af tingene, og havde et finere præg. I den nederste skuffe var en blandning af den smule tøj Lyn ejede, og så en masse tæpper, og i den næste var alt af værdi... Kande, Bestik, Tallerkner, Glas, Krus, osv. I den øverste var en mindre blandning af vokslys, stager, og forskellige ting som tov.
Oven på komoden stod et vokslys, og et fyldt vandfad og en værdiløs krakeleret kande. Over det var der endnu et beskidt vindue.
Ved siden af komode, var der en lille stige der sad fast på væggen, og gik op imellem alle bindingsværk bjælkerne, og imellem få af dem, lige over komoden, lå nogle brædder på tværs, og dannede en kvardratisk firkant. Oppe på den firkant stod Lyn beskedne forråd af mad. Nogle tørrede grøntsager, en lille smule kød, en masse vindruer.

Lyn gik over til det lille vandfad på komoden, og plaskede noget af det afkølende vand op i ansigtet.

morgaine strakte sig let, hvorefter han pakkede maden sammen i det lille klæde, langsomt gik han op til den natsorte hest, som han klappede på ryggen. hesten havde gået og græsset i et stykke tid snart, og han puttede maden tilbage i side taskerne. måske var det tid at komme videre?.......hun var tydeligvis ikke typen der ville hjælpes, og så kunne det være godt det samme, morgaine klappede hesten på halsen, og gik så ned til det lille hus igen. langsomt tråde han indenfor, ja hvis man ville kunne man lev leve her, men man kunne også lave det her om til en stald, og bygge en større og bedre hus. hvis man altså ville, men det var der jo nogen der ikke ville, fx lyng. efter hun var færdig med at vaske, sig gik han over og pjaskede vand i ansigtet, men vandet kom renhed og klare tanker. alle de begærlige hensigter og de lysfulde ideer forsvandt som dug for solen.

Lyn så henrykt på Gayne. "Er det ikke bare fint?" spurgte hun, glad, og drjede en gang rundt på den sparsomme plads.
"Og når vinduerne er tættede, og taget ikke læger, så bliver det jo helt og addeles... Fantastisk!"
Hun smilte, men kome hurtigt tilbage titl virkeligheden. "Ehm, hvis du skal afsted igen, har du så brug for noget proviant? Rosiner? Vand?" Spurgte hun med et lidt mindre smil. Det var da hyggeligt at have noget selvskab... meget hyggeligt... Men hvis han skulle videre så kunne hun vel også selv klare sig som altid! Hun havde jo hvad der skulle til. Tid, Styrke, helbred, og redskaber.

han nikkede "ja her er da flot" kom det så fra ham, han så rundt, hvis man altså brød sig om sådan noget, morgaine var jo vokset op i et adeligt hjem, og var derfor vand til høflighed. "hvis du gerne vile have jeg tager afsted sååååååh" kom det langsomt fra ham, han havde ikke ligefrem sadlet op, men stadig var der kommet nogle signaler, han kunne vel også blive? måske slå sig ned her....det var jo et dejligt sted
det kunne man ikke fornægte. eller man kunne men det var ikke sandt, det var dejlig og der var alt man skulle bruge. han smilte med de blodrøde læber, og tørrede sit ansigt...